På Ardagh Glass Holmegaard investerer de aktivt i efteruddannelse for at styrke kompetencer og fremme en kultur af konstant udvikling. Ved at deltage i fælles uddannelsesinitiativer skabes forbedrede faglige færdigheder, større selvtillid såvel som nye relationer og samarbejdsmuligheder på tværs af afdelinger.

Ardagh Glass Holmegaard er en del af det verdensomspændende Ardagh Group, som producerer glasindpakning og bæredygtigt glas. På Glasværket i Holmegaard lige uden for Næstved beskæftiges mere end 320 medarbejdere.
Ardagh Glass Holmegaard valgte i efteråret, at 76 medarbejdere skulle på kursus i IT og Engelsk via VUC Storstrøm Erhverv & Udvikling.

KOMPETENCER TIL NU OG FREMTIDEN

Undervisningen er kørt over 4 uger og er foregået på VUC Storstrøm i Næstved. Fagene er kørt individuelt men er kombineret, hvor det har givet mening. Der har været to-tre undervisere på holdene, da den faglige spredning har været stor, og de gerne ville sikre, at alle fik udbytte af forløbet.

”Tilbagemeldingerne fra det første hold har været positive. (…) En medarbejder fortalte mig, at han nu har fået lyst til at lære mere engelsk, og det ser vi meget positivt på. Vi bliver mere og mere internationale, og dertil er det vigtigt, at medarbejderne har nogle basale færdigheder i engelsk,” fortæller Thor Sørensen, HR-manager i Ardagh Glass.

Som en del af virksomhedens strategi, valgte man at lægge fokus på både her og nu-behov, men også de kompetencer de vil få behov for i en nær fremtid.

”Vi ser, at der er og kommer en større og større kompleksitet i vores produktion. Der stilles krav til større sporbarhed på produkterne, og derfor stiller det også større krav til bl.a. medarbejdernes digitale færdigheder,” forklarer Thor Sørensen.

Per Nis-Hansen underviste i IT (FVU Digital) og fortæller om forløbet:
”Pointen var at inspirere og informere. Til inspiration hørte fx ChatGPT, VR-briller, Lego Wedo-robotter, animation og interaktive præsentationer. Inden for det mere informerende var stifinder, online søgninger, Google- og Officepakken, lidt om IT-historien og IT-sikkerhed. Gruppen havde meget forskellige faglige forudsætninger, men det var inspirerende at være sammen med dem – og de inspirerede også hinanden.”

”Det var et godt forløb, med gode undervisere, der var energiske, og som sørgede for, undervisningen ikke var kedelig. Jeg fik mest ud af den digitale del af undervisningen, hvor jeg lærte mere om brugen af Excel,” fortæller Cecilie Andersen, som er medarbejder i produktionen.

MEDARBEJDERUDVIKLING ER VIRKSOMHEDSUDVIKLING

Hos Ardagh Glass ønsker man, at medarbejderne kan udvikle sig i deres arbejde i virksomheden, og hvor en stor del af produktionsmedarbejderne fx kommer ind som ufaglærte, er Ardaghs vision, at de ikke forbliver ufaglærte, men i stedet får kompetencer til at kunne blive faglærte – og dermed også kunne varetage andre arbejdsopgaver i virksomheden.

”Når medarbejdere får mulighed for at udvikle deres færdigheder, kan de også føle sig mere engagerede og tilfredse på arbejdspladsen, hvilket vi ser i vores arbejde med diverse virksomheder og organisationer, bidrager til at mindske konflikter og medarbejdertab,” fortæller Trine Bakkedal, uddannelseskonsulent ved VUC Storstrøm.

Det er produktionsmedarbejdere fra faste afdelinger og skiftehold, der denne gang er sendt på kursus sammen. Medarbejdere, der normalt ikke ses eller snakker sammen, får således mulighed for at mødes og lære hinanden at kende – ud over, at de får et fagligt indhold med sig.

”Vi oplever, at det er godt givet ud, når medarbejderne får mulighed for at møde hinanden i nye fora, og får mulighed for at få et kendskab til deres kollegaer. (…) Vi ser derfor, at vi ikke kun har vundet på, at medarbejderne kommer tilbage med flere kompetencer, appetit på mere viden, men også, at de nu i højere grad kommunikerer med hinanden på tværs af afdelinger og jobfunktioner”, fortsætter Thor Sørensen.

Thor Sørensen afslutter: ”Vores fokus på uddannelse er drevet af overbevisningen om, at en veluddannet medarbejder er en tilfreds medarbejder. Vi tror på, at denne investering ikke kun bidrager til øget medarbejdertilfredshed, men også styrker engagementet og kvaliteten af vores arbejde. Når vores medarbejdere vokser, vokser vores virksomhed med dem.”

OBU Ordblind

Har du problemer med at læse, stave og skrive? Måske er du ordblind. Mange ordblinde oplever det som et stort handikap at være ordblind, men der er heldigvis meget hjælp at få. Og mange værktøjer har du faktisk allerede ved hånden - på din smartphone. Vi kan hjælpe...

FVU Matematik

Vil du gerne blive bedre til at regne? Det kan også være, du bare synes, det kunne være sjovt at få genopfrisket det hele. Så er FVU Matematik nok noget for dig. FVU-undervisning tilpasses dig og dit faglige niveau.  På kurset bliver du bedre til: at arbejde med...

FVU Dansk

l du gerne blive bedre til at formulere dig, læse og skrive? Så er FVU Dansk nok noget for dig.  FVU-undervisning tilpasses dig og dit faglige niveau. På kurset bliver du bedre til at: stave formulere dig på skrift læse Der er 4 trin på FVU Dansk, og vi screener dig...

FVU Engelsk

Undervisning i grundlæggende færdigheder i engelsk gør medarbejderne bedre til at tale, læse og forstå engelsk. Kurset tager udgangspunkt i de udtryk og informationer, som medarbejderne skal bruge i deres hverdag. For at deltage i FVU engelsk, skal man være i job...

FVU Digital

Kurset tager udgangspunkt i de IT-værktøjer, som medarbejderne skal bruge i deres hverdag. Undervisning i grundlæggende digitale færdigheder gør medarbejderne bedre til at bruge PC, tablets, smartphones og anden IT i deres arbejde. For at deltage i FVU digital, skal...